Tiden kalder på forandring. En ubekvem sandhed trænger sig på og varsler store skift. Det moderne menneskes levemåde er blevet en trussel mod store dele af planetens liv, vores eget liv inklusive. Man behøver ikke være profet for at forudsige, at vi med den nuværende kurs bevæger os mod et økologisk kollaps, der kan få fatale følger. 
 
En grundtanke bag Den glemte virkelighed er, at den globale klima- og naturkrise er et spejl af en indre krise i os mennesker. En krise kendetegnet af et gennemgribende tab af mening, dybde og forbundethed.
 
Langt tilbage har religion og spiritualitet været en fontæne af indsigt, kraft og livsretning. Det var herigennem, at mennesket var forbundet med det, der er større end mennesket selv. Ikke blot Moder Natur, men også guder, ånder og forfædre.
 
I dag har alt forandret sig. Vi har koloniseret Jorden og behandler den i vid udstrækning som en industrivare, vi kan udnytte, som det passer os. Samtidig er guddommelige kræfter ikke længere en central omdrejningsakse i tilværelsen. En del af forklaringen findes paradoksalt nok i religionen. Men vores moderne kultur er også et hus rejst på den klassiske videnskab, og en af dens grundsten er et særligt paradigme, materialisme.
Materialismen dikterer, at alt, hvad der findes inden i os og uden for os, er stof eller et resultat af stoflige processer. Alle fænomener, der ikke er til at forklare inden for paradigmet, afvises og affejes som ikke-eksisterende. Eneste fokus bliver på den fysiske verden omkring os – og den bliver målet.
 
Men det har følger. For verden og livet ses i dette perspektiv som tilfældigt genererede og derfor i en vis forstand meningsløse. Eller det eneste, der kan findes en slags mening i, er det stoflige. Med det som pejlemærke søger vi lykken i det ydre og berøves følelsen af at være knyttet til noget større, dybere og højere. Vi ekspanderer og ekspanderer udad, men fyldes af en sult, der ikke kan stilles.
 
Vi bør ændre fokus og se indad. For i vores indre findes livsmening, retning og forbundethed. Det gælder om at opdage det og nære det, så det med tiden kan fylde os op.
Derfor dette værk. Skrevne ord kan ganske vist ikke udgøre spirituel erfaring. Men de kan bane vejen for en personlig opdagelsesrejse i det indre univers. Alene ny viden kan få oplevelser til at bryde spontant igennem.
 
Når alt kommer til alt, kalder tiden på et nyt paradigme. Et, der inkluderer en erkendelse af, at vi og resten af Jordens natur udgør en storfamilie af levende og følende væsener. Og at det såkaldt metafysiske, såsom de åndelige eller guddommelige kræfter i og omkring os, rent faktisk er til og kan erfares.
 
Vejen til paradigmeskiftet findes i vores eget dyb. Det rummer også styrken til at vælte normernes mur og sprænge det stagnerede. Når vi lytter til dét frem for samfundets diktat, kan nye værdier spire frem, vokse sig stærke – og med tiden blive til en ny kultur.
 
Troldenøglen til at ændre det ydre ligger gemt i det indre.
 
THe%20phenomenon%20of%20floating_Rob%20G